Mental landskabelighed / Iben From. Direktør. KunstCentret Silekeborg Bad


For en billedkunstner er der god grund til at fordybe sig i farven. Farven som et land, et helt rige af betydning og vibrerende liv. Kunstnerens øje ser, prøver at forstå. Det er en tidskrævende fordybelse, med sansning og erfaring af naturens farver, landskabets farver, livets farver, farverne i sig selv.

Intellekt, øje og hånd søger at omsætte og formulere det erfarede i billedværket. Farven knyttes til form, balanceres mod andre farver og former. Det er ikke forestillede, og alligevel forestiller det. Værkerne fremviser en rytme, en dimension af noget, som findes. Det man ser, bliver også nye landskaber. Visuelle landskaber, nu i billedets form. Der er rytme og puls, intet står tilsyneladende stille.

Birgitte Lund anvender såvel akvarel som maleri i sin formulering. I maleriet eksperimenterer hun med forskellige bindemidler og materialer, som giver varierende stoflige karakterer, også indenfor det samme maleri. Fælles for akvarellen og hendes malerier er den lagvise opbygning, fastholdelsen af transparensen og de antydede historier, der skyder sig ind over hinanden og udviskes igen. I billederne er der overvejende en horisontal retning. Som i et landskab, hvor blikket kan flyde frit til siderne og i dybden. Med forskellige midler udfordrer kunstneren denne retningsbestemthed i billedet. Og tilløbet til enkel aflæselighed og det rent dekorative saboteres. Små plamager og flækker af maling fungerer som vertikale opbremsninger eller stopklodser for bevægelse. De samme flækker tilføjer en dimension af foran og bagved, endnu en retning indføres, nu ind i billedet.

Dette trods er det alligevel den horisontale bevægelse, som er den helt dominerende retning. Birgitte Lund benytter sig dertil af serielt arbejde, altså forløb af flere billeder der placeres ved siden af hinanden og over hinanden i rækker. Kvadratet, der i sig selv unddrager sig en vertikal eller horisontal forubestemmelse, giver en lille opbremsning. At se hendes værker kan sammenlignes med at ruske forbi med toget, hvor det som er udenfor bliver fragmenteret, ses som striber og efterstriber af indtryk fra en mørk skov, en blå fjord, en oplyst perron, byernes flimrende huse og skilte, et vidstrakt landskab. Kvadratet gentages, men motivet giver variation. Repetitionen af den samme form er en åbning, en udvidelse af terrænet /sindbilledet.

Andre kunstnere har også arbejdet med farven på den intense og fokuserede måde, hvormed Birgitte Lund ses gøre det på sin egen måde. Med den abstrakte kunsts indtog i billedkunsten omkring 1910 igangsatte flere kunstnere en række visuelle diskussioner om kunstværkets formål og udtryksmidler. En af diskussionerne var om farvernes værdi i sig selv: Er farven noget i sig selv, hvad er dens symbolske værdier, hvilken relation har farven – måske – til noget set? Mange har budt ind i denne diskussion, som også er blevet til flere. Wassily Kandinsky lagde ud og skabte ud over sit eget billedværk et formuleret teoretisk grundlag for den abstrakte kunst. Den russiskfødte, og senere amerikanske kunstner Mark Rothko var også en af dem. Med sine værker begyndte han i 1930erne en undersøgelse af farven som kommunikation som han fortsatte til sin død. Også danske kunstnere har været med i denne undersøgelse af helt grundlæggende maleriske elementer siden 1930erne, f.eks. kunstnerne i gruppen Linjen II, heriblandt Richard Mortensen, der for sin del fandt mange allegorier til musik i den abstrakte billedkunst. Han demonstrerede farven som bevægelse, et levende element. En nutidig dansk kunstner, der også tager fat i farven som selvstændigt udtryk – den konkrete kunstopfattelse om man vil - er den jævnaldrende maler Majbritt Ulvedal Bjelke, der også de seneste 20 år har været i gang med sin undersøgelse. 

Med sine arbejder er Birgitte Lund dog selv eksponent for en lyrisk abstraktion, der ikke starter med farven selv, men i en eller anden forstand i naturen, her forstået både som landskab og som sjælelig natur, bearbejdning af indtryk. Og så kommer farven til. Farven er en måde at relatere sig til verden på. Den tydelige landskabelighed i hendes værker har digtets kvaliteter. Farven kan sammenlignes med ord, der under læsning af digtet åbner til flere betydninger og lag, længere fremme brud i narrativet så lydens rytme nu styrer, nyt brud til en ny del af historien, osv.  Sådan doserer og bruger hun farverne. Og det er ofte uventede farvekarakterer og sammenstød de enkelte imellem.

Under den tvetydige overskrift psykedeliske landskaber har Birgitte Lund i snart et årti arbejdet med også den sindslige dimension. Sker det som ses, i øjet, indefra så at sige? Eller sker det som indtryk udefra?  Dette spørgsmål rejses. Mange af hendes billeder rummer nogle mellemrum – tværgående bånd af hvidt, bart lærred eller bart papir, en slags huller, mentale områder, der ikke kan beskrives, og som giver tanken plads.