Birgitte Lund – i balance.
Birgitte Lunds kunstneriske arbejde er et klart eksempel på hvordan det er muligt tydeligt at artikulere geometrien og materien, farven og linien, udtrykket og syntaksen, reglen og tilfældet i maleriet selvfølgeligt og i balance med hinanden.Der er også tydelige referencer til den seneste kunsthistorie: Mark Rothko først og fremmest, art brut, graffitikunsten og nyekspressionismen er sikre holdepunkter i disse referencer. Birgitte Lunds maleri indskriver sig således langs den linie, der forener indsigt i manipulation af materien med glæde ved farven i dens fremtrædelsesform som baggrund for en scene som altid foregår i billedets centrum. Det er netop denne konjunktion, som Birgitte Lunds maleri aktiverer.
Alle hendes malerier er komponeret på en overflade som fra omkredsen styrer mod denne forms centrum. Her fremtræder så kors, rektangler, kvadrater, kurvede linier, små former, papirstykker, fotografier, avisudklip som et steds centrum, som maleriets territorie, der forfølger den magiske geografi af den eneste drøm, af den eneste nødvendighed, nemlig det at male.
Farven er således også i konjunktion med lyset i den mest poetiske sansning nemlig gennem maleriet. Fra et køligt og ofte lysende farvesyn i det nordiske maleri (grøn, grå, blå) passeres der vellykket til et varmt farvevalg (jord, rødt, gult, orange). Farver, der stammer fra et varmere univers med visioner fra et område, som kunstneren ofte har besøgt, nemlig Østen og nærmere bestemt Indien. Det er denne åbning af synsfeltet, denne balancegang mellem farverne, mellem linie og form, det sætter disse værker i forbindelse med de virkelige (og tavse) mandalaer, hvor ligevægten mellem alle konjunktioner genfinder en menneskelig dimension.
Det er således her man finder hendes arbejders særpræg. Dette forsøg på, indenfor samme territorie, at få to tankemodeller til at mødes. To tankemodeller som er adskilte fra hinanden og som har været i kontrast til hinanden i hele kulturhistorien og derfor også i maleriets historie, denne adskillelse som to af de største malere i den sidste halvdel af det tyvende århundrede (Mark Rothko og Yves Klein) har afsøgt i yderste konsekvens inden for det klassisk forståede maleri: materie og ånd. Det er dette mødes balancegang, eller denne konjunktion, som jeg tidligere har nævnt, Birgitte Lund allerede er begyndt at gennemrejse.