Dissonant expeditions / Torben Sangild Birgitte Lunds lærreder er platforme, hvor ting mødes. Akrylmalede felter, cement, papirstykker, flydende gummi og andre væsker. Aftryk af organiske strukturer. Stram geometri og organiske dryp. De mødes på lærredet og forsøger at komme overens i en komposition; en abstrakt collage. Det begynder ofte med felter, der inddeler lærredet i vandrette bånd, som i serien Psykedeliske landskaber. Det kan være umiddelbart smukke farvekompositioner i traditionen fra Mark Rothko. Men den stringente skønhed skal udfordres, og det bliver den med ting der ikke passer ind, som måske endda er irriterende og grimme og ulækre. Så er der visuel dissonans. Dissonanserne får ikke bare lov at stå og irritere. De bliver formidlede med hinanden og med baggrunden, ved at tilføje nye lag og overgange, så der igen opstår en balance, uden at de dermed elimineres. Som en østers, der får en irritant indenbords og begynder at dække den med perlemor, men standser processen før den bliver en glat perle og lader den balancere i det uafgjorte. De visuelle dissonanser blødgøres ikke altid lige meget. I en af ‘Sub landscapes’ er der en irriterende hvid papirfirkant nede i højre hjørne. Den tildækker brutalt en blå-grå-sort plamage, der harmonerer med centrum i billedet. Men sådan skal det være. Vi skal ikke have det for nemt. Som regel er dissonanserne dog ikke så krasse. De udgør et spændingsfelt i billedet, som gør dets skønhed langtidsholdbar. Så man kan blive ved med at se på disse billeder uden at blive færdige med dem. Og når man kigger på dem, begynder man uvilkårligt at se figurer. Sådan er vi, det er ikke en svaghed ved os mennesker, det er dét, vi har vores sanser til: At genkende verden omkring os. Så når vi ser former, der ikke umiddelbart forestiller noget, begynder vi at danne figurationer. Vi ser ansigter og dyr og ting i knaster og pletter og skyer. Det er vores hjernes drift mod at orientere sig. Sådan er det også, når vi kigger på abstrakte billeder. På to af de psykedeliske landskaber er der organiske hvide figurer af bemalet gummi, der ligner dele af menneskeskeletter. Et andet ‘landskab’ med et gult felt i midten ligner faktisk et bjerglandskab. Når der så også er en nærmest kalligrafisk sort klat, kan det give associationer til fjern Østen. Sådan kører hjernen løs, og det må den gerne, det er stimulerende, bare man holder associationerne åbne. Men billederne fungerer først og fremmest musikalsk, ikke figurativt; med visuelle klange, harmonier og dissonanser; med rytmer og synkoper. Det er sanselige former, der spiller med hinanden i ensembler, der skaber sammenhænge i forskelligheder og skaber forløb med ro og vildskab, farver og gråtoner. De danner dybdeskønheder og bliver åbne landskaber, der indbyder til lange, sanselige ekspeditioner.
