Birgitte Lund – Kunstnerisk Praksis
Det billedlige arkæologiske landskab
Min kunstneriske praksis er maleri og jeg arbejder i serier.
I mit kunstneriske arbejde, kredser jeg om at afsøge og afdække det billedlige landskab. Som en arkæolog afsøger et fysisk område, – bare i omvendt rækkefølge.
Maleriet bliver bygget op gennem mange teksturerede lag. Spor afsat på sugende eller afvisende overflader. Linier, tegn, indimellem kalkerede og overførte figurationer fra mine grafiske skitser, tegninger og sort/hvid fotografier markerer og former orienteringspunkter på overfladen. Materialerne er feks. flydende gummi, cement, kridt, shellak, jeg bruger til atudtryk afsætte et grit af ekspressive spor med. Former og figurer der oftest tildækkes og sløres, minimeres igen, for senere at blive genfremkaldt, understreget eller omformet og konkretiseret. Dette grit af fragmenterede historier og antydede figurer, er dét jeg kalder det maleriske arkæologiske landskab.
Når maleriets landskab er færdigt excaveret, tager farven over. Den endelige farvekomposition, bygget op i mange lag lasurer, nogle steder gennemskinnelig for at understrege den underliggende historie og andre steder dækkende, kraftfuld og dominerende. Farven bliver som en krop der samler “skellettet”- historien i maleriets landskab og de mange forskellige lag smelter sammen til ét.
Siden 2002 har jeg arbejdet med temaerne: “Psychedelic Landscapes” og “The relief of horizontal Lines”. Inspirationen til dette og til min optagethed af at komponere landskabelige malerier og at opdele fladen i horisontale striber, udspringer af to års ophold i New York. Jeg var inspireret, fascineret, bjergtaget og overvældet af bombardementet af vertikale linier, og oplevede mig selv længes efter og ofte at opsøge naturoplevelser af mere flad (og hjemlig,) karakter. Her startede optagetheden af at implementere horisontale/landskabelige linier i mine malerier.
Mine værker er tænkt som “byggeklodser”, mange malerier komponeres sammen. Elementer multipliceret til større værker, der folder sig ud, horisontalt og vertikalt, efter rummets form og udtryk. Som hele skal værkerne fremstå, som et malerisk landskab beskueren kan træde ind i. Et landskab, der kan appellere til beskuerens egne “historier” og samtidigt kan causere over og spille op til dét specifikke rum de hænger i.
