Mit perspektivs rejse synes endnu på vej til at være et sted inde i horisontens svage krumning. Mellem himmel og ord, sagte men samlet i én tilstedeværelse, råbt op i dét felt, som kalder på mit stille sind. Uden anslag til at jeg bør rejse mig for den dybere mening, eller sætte mig hen for den sags skyld, DET BARE ER.
Kompositionens kompleksitet og materialernes favn af usagte betydningsrum, komplementære til horisontens svimlende perspektiv, rejser en kam af betydning.
Herfra søger jeg at forstå, hvordan mit udsyn toner sammen med min baggrund. I et øjeblik tyst og stille, at trancendere den klangbund, hvori jeg bestræber min tilstedeværelse og jeg bøjer mig.
TÆT PÅ, – næsten fri.
Betaget af at det jeg ser gennem SKØNHEDENS KALEIDOSKOPI, der med sin diagramatiske dialektik, afkræver mig dybere forklaringer, ser jeg bort fra essensens klausul og hen mod kroppene i lærredet, der langsomt stivner i bevægelsens rest. Danner bro mellem tegn og tydning.
En Koreografi der peger imod, med mod, at begribe materialets sarte samspil af potentialer, tålmodigt gennem respirationens lag af smerte og behov, for at dykke UNDER OVERFLADEN. Gå i dybden og gå løs på kompromisets monotone ornamentik, i perspektivet af gentagelsens ceremonielle iltning, der slynger kroppens tilsynekomst rundt i lærredets geometri, og udskiller noter fyldt af komplekse potentialer
FORDYBET i et vers, som sagte siger til hvor stregen går. Går over for at finde hjem, finde tilbage, med et spor der leder tanker på kryds og tværs, i en årsag printet ind under hudens sitrende translucens I FARVER. Et væv af ar, som samler lærredet på ny. En kontrakt der maner glemsel til ytring, lader udsagnet stå, med følgerne af at slå slag for andet end blot at være I SIG SELV.
Med dén skaberkraft der findes i en erindrings skumring, hvor sporenes tilsynekomst gløder af en taktil spænding, og en mere end pletvis farvemættethed, der lader sig begribe, som noget hvis årsag er, et overskud. En kapital I ET MOMENTUM.
Imellem aktualitetens implicitte tidsløshed, elimineres enhver mistanke.
Gennem enheder, der samstemmende sætter rum på rum i spil, i mig og hvis konsistens spænder værkets rumkapital ud over serien. Serien HVIS SYNERGI FAVNER EN VERDEN for en stund. Forplanter sig gennem osmosens kraftfulde forvridning, i skismaets skønne skamfering af en umiddelbart banal balance, i et vred, der slår tilbage, og favner mig i slagets dybe omfang, – EN YTRING.
Skiller tanke fra tegn og typer fra betydning, kaster mig ind i spillet, på billedets egenrådige præmis.
En erfaring der med sin repetition, står som en kunstnerisk nødvendighed
Billederne tager tid at tage til efterretning, at slå an i retning af det nu, HVIS RESONANS KLINGER KLART for det øjeblik der dvæles ved.
Som krusninger af fortællinger, der rejser sig i subjektive kontrapunkter, mod planets monumentale entydighed. Motivet fastholder mig. En plan der bestræber at foregive en lethed, upåagtet at hver en tone har en årsag, en præmis og et incitament til forundring, en kilde til spørgen, en årsag til handling og dermed et motiv for en tilblivelse. MELLEM RO OG BALANCE